Arnon Grunberg
Litteraturmagasinet Standart,
1995-12-01
1995-12-01, Litteraturmagasinet Standart

Fuglelort - Trist og crazy hollandsk ungdomsroman


Steen Klitgård Povlsen

Hollænderen Arnon Grunbergs "Blå mandage" er blevet en verdenssucces, og det er interessant. Den må have ramt en tone, der tiltaler dens målgruppe, unge mennesker mellem 18 og 25, og selv om fascination naturligvis ikke betyder identifikation, må der være noget i "Blå mandage", som dens læsere kan genkende. Hvad?

Jeg prøver et bud: dens blanding af spleen og craze. Det er først og fremmest en umådelig trist bog. Arnon fortæller om sin opvækst i en jødisk familie, hvor faderen er frimærkehandler og almindelig plattenslager, moderen er kugleskør og smider rundt på porcelænet. Han kan godt klare sig i gymnasiet, men han gider ikke, for kammeraterne er komiske, og lærernes evige bekymring på hans vegne hænger ham ud af halsen. Sammen med kæresten Rosie beslutter han sig til ikke at ville være voksen, men han kan alligevel ikke fordrage at blive behandlet som et barn. Det er hans dilemma. Han bliver så gudskelov smidt ud af gymnasiet, og efter at Rosie har forladt ham, flakker han fra det ene groteske job til det andet. For de penge han tjener, køber han sig ludere, og fuldstændig begærsløs sex fylder hans liv. Til sidst melder han sig selv til et bureau som luderkarl, men han når ikke at komme i arbejde, inden romanen slutter. Intet sker, ingen udvikling, ingen forståelse, sløv gang på stedet.

Og alligevel. Kan man fortælle så præcist og stilsikkert om sin tristesse, kan man få den til at slå om. Fortællingen hiver Arnons liv ud af ligegyldigheden og giver det mening: "Jeg ved om mig selv, at jeg er lige så undværlig som stærene på hovedbanegården, der ikke bestiller andet end at overskide stedet, og det har jeg også fået at vide af et par mennesker, som jeg godt kan lide./ I sidste ende savner man heller ikke de andre, men tiden, som man tilbragte sammen med dem, og som der kun er et par historier tilbage af. Hvis man ikke fortæller dem videre, vil der heller ikke være mere tilbage af historierne end af vandet, som min mor lod koge hele lørdagen, og som der om aftenen kun var en varm fugtig damp tilbage af, der blandede sig med duften af nyvasket tøj. Så var det gudskelov overstået for den uge." Fortællingen både indoptager og negerer den groteske virkelighed, fuglelortet er alligevel på en måde dekorativt.

Mest, synes jeg, når han fortæller om gamle mennesker. Det være sig de gamle, han som apotekerbud bringer medicin ud til, eller sin far, som han i dennes sidste tid triller rundt med i rullestol. I deres senile opløsning opnår disse gamle en løssluppenhed og anarkistisk frihed, som Arnon føler en dyb solidaritet med. I nogle af episoderne med faderen nærmer Arnon sig ligefrem noget, man kunne kalde varme og menneskelig kontakt. Det gør han måske også sammen med nogle af luderne, selv om den absurde monotoni her truer med at udhule al kontakt indefra. Understreget i en scene med litaueren Sandra, der hverken kan hollandsk eller engelsk. Her foregår konversationen sådan: "'Nineteen is a nice age', sagde jeg. 'I don't know'. 'Me too'". Go'da' mand. Til gengæld kan hun russisk, så Arnon afspiller den sørgmodige Vladimir Vysotskis sange på grammofonen, mens de får overstået deres trivielle forretning. Den måde, hans tekster klippes ind i seancen på, giver den en vis sprød melankolsk stemning, der virker ægte og gribende. Det må være greb af den art, der er baggrunden for Arnon Grunbergs succes.

"Blå mandage" er en stilsikker bog, der i et associerende, grotesk sprog vil forløse en trist stemning i komik. Ret meget mere vil den ikke, der er ikke mange lag eller komplicerede strukturer på spil, det er et præcist anslag og 240 sider monoton gentagelse. Men virker det, er det jo godt.